Valg af pc-program

Mange vil som jeg vælge at bruge en computer til at holde styr på anerne. Fordele og ulemper ved at anvende henholdsvis slægtsprogram eller almindelig elektronisk databehandling (fx Word, Excel, Access el.lign.) og papir-og-blyant metoden vil jeg ikke komme ind på her - det er vist et temperamentsspørgsmål.


Man kan taste sit slægtstræ ind i et program specielt til slægtsforskning. Man kan anvende dette program til eget brug så at sige - altså til at holde styr på sin slægtsforskning. Man kan også vælge at udgive sit slægtstræ på internettet til glæde for familie og venner - og andre slægtsforskere.


De forskellige slægtsforskningsprogrammer vil have en hel del fælles funktioner, mens udseendet (brugergrænsefladen) kan være meget forskellig.


Hvis man ønsker at gøre sin slægtsforskning tilgængelig på nettet, er der væsentlig forskel på at få:


  • et program, som tilbyder mulighed for automatisk tilknytning til en hjemmeside på et webhotel,


i forhold til at få:


  • en løsning, hvor man selv skal finde et webhotel og selv skal sørge for at overføre data fra programmet på pc'en til hjemmesiden på nettet.


Jeg søgte selv forgæves efter oplysninger om forskellene mellem mulige slægtsforskningsprogrammer. Måske fordi - kan jeg forestille mig - de færreste orker at skifte til noget andet, når først man er gået i gang og har sat sig ind i ét system, og derfor kan det være næsten umuligt at udtale sig om andet, end det man selv bruger - i hvert fald kan man ikke rigtig sammenligne.


Jeg vil derfor prøve at beskrive mine erfaringer med de to forskellige løsninger:


  • Programmet Family Tree Builder fra MyHeritage med automatisk hjemmeside på myheritage.com. Denne løsning omfatter tillige en Smart Matching-service, hvor dine data automatisk bliver matchet med andres slægtstræer på myheritage.com, så man kan udveksle data.


  • Programmet Legacy fra Millenium, som kan oprette hjemmeside-filer, men hvor man selv skal finde et webhotel og selv administrere hjemmesiden (dvs. synkronisering af data fra Legacy til hjemmesiden).


Jeg vil lige tilføje, at jeg skulle have tre forskellige slægtstræer på min hjemmeside. Det krævede, at jeg selv måtte lave denne del af hjemmesiden - "den grå hjemmeside" - hvor man kan vælge sig ind på de tre slægtstræer. Hvis man kun har et enkelt slægtstræ, kan man nøjes med at overføre de hjemmeside-filer, som Legacy genererer, dvs. det, som man ser, når man har klikket sig ind på et af mine slægtstræer - "den gule hjemmeside".


Jeg har lavet en lille opsummering på min personlige vurdering af fordele og ulemper ved begge løsninger. Dog har jeg ikke stor erfaring med Legacy og eget webhotel endnu.


Vurderingen går på den samlede løsning, dvs. program med hjemmeside, og ikke på selve programmets generelle funktionalitet.

Vibekes slægtsforskning

Vibeke Carøe 2013

kontakt@vibekecaroe.dk