Family Tree Builder

Family Tree Builder og MyHeritage.com

Family Tree Builder (FTB), som man skal bruge på sin pc til at indtaste sine data i, er gratis og kan hentes på myheritage.com.


Man kan også oprette en hjemmeside, som de kalder "Familiesiden", gratis. Der er dog begrænsninger for "Familiesiden" i et gratis abonnement: man kan maksimalt have 250 personer på sin "Familieside", og den må maksimalt fylde 500 Mb.


Hjemmesiden oprettes direkte i browseren på pc'en, og når den er oprettet og synkroniseret med FTB på pc'en, skal man ikke bekymre sig mere om synkronisering - udover at klikke på en knap i FTB-programmet.


Hvis man har en familieside på deres webhotel, myheritage.com, får man også en data-matching funktion med, hvor MyHeritage hele tiden finder mulige match mellem personerne i de forskellige slægtstræer, som ligger på deres webhotel.


Som gratis-kunde får man også basis-funktioner i både FTB og i Smart Matching-servicen, men jeg er ikke helt klar over, hvad forskellen er på basis- og premium-funktioner.


Smart Matching har helt klart været en stor hjælp for mig i opstarten af mit projekt. Ved at bruge disse "SmartMatches" fik jeg foræret nogle oplysninger om mine aner, som jeg så selv kunne be- eller afkræfte ved at kigge i forskellige originale kilder. Jeg vil dog tilføje, at jeg har fundet mange flere oplysninger fra andres forskning ved at google end via SmartMatching.


Min vurdering af FTB og MyHeritage.com med premium-abonnement


Fordele:

  • Det er relativt nemt at oprette en hjemmeside på myheritage.com.
  • Det er nemt at synkronisere hjemmesiden med FTB på pc'en.
  • Man kan opdatere data enten i FTB på pc'en eller direkte online på hjemmesiden.
  • Ubegrænset plads på hjemmesiden.
  • Man kan have flere slægtstræer på hjemmesiden.
  • Man kan selv vælge, om man vil gennemse og godkende/afvise og evt. flette Smart Matches online på hjemmesiden, eller i FTB på pc'en.
  • Man kommer først i køen ved henvendelse til support.
  • Man kan tilkøbe automatisk sikkerhedskopiering.


Ulemper:

  • Det er relativt dyrt.
  • Der er færre slægtsforskere (i hvert fald her hvor jeg bor), som bruger FTB og MyHeritage, så det er svært at få sparring.
  • Meget lidt kontrol med design af hjemmesiden.
  • Alt for mange Smart Matches - det er et stort arbejde, hvis man vil godkende/afvise, men det er jo kun, hvis alle gør det, at søge-funktionen bliver bedre til at levere korrekte match.

Vibekes slægtsforskning

Vibeke Carøe 2013

kontakt@vibekecaroe.dk