Legacy og eget webhotel

Legacy og eget webhotel

Først vil jeg lige pointere, at Legacy snart kommer i en ny version, som måske afhjælper nogle af de ulemper, som jeg finder ved programmet i forhold til at oprette hjemmeside-filer.


Legacy koster et relativt beskedent engangsbeløb, og webhoteller kan både fås gratis og i forskellige prislejer. Jeg har ikke fundet et gratis webhotel, som kunne opfylde mine krav, men samlet set bliver det billigere med denne løsning for mig.


Et webhotel er forenklet set en server/harddisk, der hele tiden har kontakt med internettet, hvor man kan leje plads til sin egen hjemmeside.


Der er to måder, man kan lave en hjemmeside:


  1. Man kan lave hjemmesiden med programmer på sin egen pc (som fx Legacy), som så bagefter lægges ud på webhotellet, eller
  2. Man kan lave hjemmesiden med et program (web-editor), som ligger på selve webhotellet, dvs. man skal ind i sin browser, finde webhoteludbyderens hjemmeside, logge på og starte web-editoren (eller hvad den nu hedder) direkte i browseren.


Det er altså den første måde, vi benytter os af, hvor Legacy fungerer som web-editor. Det betyder, at Legacy opretter/genererer hjemmeside-filer og gemmer dem på pc'en, som bagefter skal overføres/uploades til webhotellet.


(For en glimrende gennemgang af, hvordan man opretter en hjemmeside i Legacy, anbefaler jeg at besøge Mette Fløjborgs hjemmeside, hvor hun har en instruktionsvideo, der viser hvordan, trin for trin)


Man kan overføre/uploade hjemmeside-filerne fra Legacy på to måder:


  1. Ved hjælp af et separat filoverførsels-program, et såkaldt ftp-program (File Transfer Protocol), som installerer på pc'en og bruger til at få hjemmeside-filerne overført/uploadet fra pc'en til webhotellet.
  2. Via browseren på pc'en. Typisk har webhoteller også et program (fil-manager/fil-administation), som man bruger direkte i sin browser (ligesom web-editoren ovenfor).


Problemet er, at på de webhoteller, jeg har prøvet, kan fil-manageren kun overføre/uploade en enkelt fil eller højst 3 filer ad gangen fra pc'en til webhotellet. Da Legacy laver en fil pr. person, samt en forside og nogle sider med navnelister, kan det blive til en hel del filer, og så er det alt for besværligt at skulle overføre/uploade dem enkeltvis.


Derfor har jeg valgt denne løsning:


  • Legacy-programmet installeret på pc'en.
  • Plads på et webhotel, hvortil hjemmeside-filer fra Legacy kan placeres, så de bliver tilgængelige på nettet.
  • Et ftp-program installeret på pc'en. Der findes en del udmærkede, gratis ftp-programmer, man kan hente på nettet.


Når man har 1) fundet et webhotel, og det er klar til brug, 2) installeret et ftp-program på pc'en og indstillet dette program til at kommunikere med webhotellet, skal man skal igennem følgende trin:


  1. I Legacy: Oprette hjemmesider-filer, som bliver gemt i en mappe på pc'en. Husk at notere, hvor filerne ligger på pc'en.
  2. I ftp-programmet: Hjemmeside-filerne på pc'en kopieres over på webhotellet (fremgangsmåde afhænger af, hvilket webhotel og hvilket ftp-program, man har valgt)


Hver gang man har ændret data i Legacy på pc'en, som man gerne vil have udgivet på sin hjemmeside, skal man gentage trin 1 og 2.


Min vurdering af Legacy med eget webhotel

Der kan være webhoteller, som er bedre/nemmere at bruge, end dem, jeg har prøvet, så min vurdering bedes forstået med det i baghovedet.


Fordele:

  • Det er relativt nemt at oprette hjemmeside-filer i Legacy.
  • Der er flere slægtsforskere (her hvor jeg bor), så jeg nemmere kan få sparring (og kurser i Legacy).
  • Man kan have flere slægtstræer på hjemmesiden (OBS se ulemper vedrørende dette).
  • Man kan selv vælge, hvor meget plads på webhotellet, man vil betale for, så det kan være en relativt billig løsning.


Ulemper:

  • Det er relativt besværligt at synkronisere hjemmesiden med pc'en, da man skal igennem de ovenfor beskrevne to trin hver gang.
  • Man har meget lidt kontrol med designet af de hjemmeside-filer, som Legacy opretter. Man kan vælge baggrundsfarve, pile og linjer, men ikke hvordan teksten står på siderne.
  • Ingen automatisk forbindelse med andre slægtsforskere, fx til udveksling af data.
  • Hvis man vil have flere slægtstræer på sit webhotel, har jeg ikke kunnet finde anden løsning end at lave nogle overordnede introduktions-sider i den web-editor, som fulgte med det webhotel, som jeg har valgt. Fra introduktions-siderne kan man så komme ind i de enkelte slægtstræer, som er oprettet i Legacy. IKKE en nem løsning.

Vibekes slægtsforskning

Vibeke Carøe 2013

kontakt@vibekecaroe.dk